Lørdag d. 20. november havde vi et reach-out projekt med ungdomsgruppen. Hver lørdag mødes nogle unge drenge for at holde bibeltime, men denne gang gik de ikke hjem bagefter, men blev og spiste, og delte sig derefter i 3 grupper for at hjælpe forskellige steder i byen. Nogle tog hen på hospitalet for at gøre rent og snakke med patienter. Nogle tog hen på et børnehjem for at holde en andagt og lege med børnene. Andre igen tog ud for at hjælpe nogle fattige familier. Dagen blev sluttet af med underholdning, aftensmad, ”Passion of the Christ” og til sidst fik de alle en bibel i gave, som tak for dagens arbejde.
Det var rigtig dejligt at se drengens iver og glæde for at fortælle om Jesus og for at gøre noget konkret for andre. For mange af dem vi mødte, var det meget uvant at modtage gratis hjælp, så de blev meget rørte og glade for tilbuddet.
For mig var det en meget speciel oplevelse at gå rundt i de små gader blandt de fattige familier. Det hele er så meget anderledes, end jeg er vant til fra Danmark. Husene er små og lavet af lermursten. Flere steder gik der geder og mange høns rundt. Vejene er jordveje, med store huller, som er fyldt med vand (det er regntid nu). Det hele så temmelig fattigt ud, men når jeg mødte menneskerne, var de glade alligevel og det var skønt at se deres fællesskab med hinanden. Så på trods af usselheden, så det faktisk rigtig hyggeligt ud.
Maden
Jeg har nævnt lidt om min ugali-debut. Men den dag smagte jeg det bare. Dagen med reach-out var ugali vores middagsmad. Heldigvis sammen med bønner, så jeg slap for fiskene. Jeg var nervøs for det, men det smagte faktisk rigtig godt! Jeg blev temmelig overrasket, for jeg havde ikke troet jeg kunne lide det. Også til aftensmad fik vi tanzaniansk mad. En ris-ret med kartofler i og en slags sammenkogt sovs til. Også denne ret var jeg nervøs for, for den beskrivelse vi havde fået var ikke så indbydende. Men igen blev mine ængstelser gjort til skamme. Der var noget i risen, som gjorde den rigtig lækker og kødsovsen var virkelig virkelig god! Så en rigtig god maddag!
tirsdag den 23. november 2010
søndag den 21. november 2010
Ugali og fletninger
Hver onsdag besøger vi en lokal kvinde fra kirken. Da vi besøgte hende i onsdags prøvede vi for første at smage ugali, Tanzanias nationalspise. Det består af vand og majsmel og minder lidt om en tyk, kogt meljævning. Det smager egentlig ikke af så meget, men man spiser det sammen med nogle små fisk, som jeg absolut ikke havde mod på at prøve. De skal nemlig spises hele, med skæl, hoved, øjne - alting! Vi fik lidt af sovsen derfra, og det var fisk nok for mig i første omgang.
Efter besøget gik vi hen til en saloon på det lokale marked, hvor jeg fik lavet afrikafletninger :)
Dog har jeg meget glat og temmelig langt hår, hvilket er meget anderledes end afrikansk hår, så det var vist ikke så nemt for dem at lave det. Det sad meget løst og det så desværre ret sjusket ud, så lørdag morgen tog jeg det ud igen. Men det havde kun kostet 12 kr. at få det lavet, så jeg behøver heldigvis ikke tænke på en spildt dyr frisør regning. Men oplevelsen var sjov! Jeg sad på gulvet og fik vendt og drejet hovedet som det passede frisøren bedst og hun hev i alle mine hår, både store og små.
Efter besøget gik vi hen til en saloon på det lokale marked, hvor jeg fik lavet afrikafletninger :)
Dog har jeg meget glat og temmelig langt hår, hvilket er meget anderledes end afrikansk hår, så det var vist ikke så nemt for dem at lave det. Det sad meget løst og det så desværre ret sjusket ud, så lørdag morgen tog jeg det ud igen. Men det havde kun kostet 12 kr. at få det lavet, så jeg behøver heldigvis ikke tænke på en spildt dyr frisør regning. Men oplevelsen var sjov! Jeg sad på gulvet og fik vendt og drejet hovedet som det passede frisøren bedst og hun hev i alle mine hår, både store og små.
søndag den 31. oktober 2010
Landsbybesøg
Kigoma har mange flotte steder. Det ligger jo lige ud til Tanganika søen, så mange steder er der en utrolig flot udsigt ud over søen. Jeg har set tiggere og fattige mennesker, men ikke så mange som jeg havde troet, byen er rigere end jeg havde forestillet mig. - Men fattigdommen findes dog alligevel i høj grad! Den anden dag var vi i en landsby for at hjælpe en familie med bl.a. lidt majsmel og sæbe. Faderen er skredet for familien (hvilket mange mænd desværre gør her), så moderen står nu alene tilbage og skal sørge for familien. Det ældste barn, en pige på 12 år, har været på børnehjem, for at aflaste familien, men nu er hjemmet lukket og hun må bo hjemme igen. Huset de bor i er meget lille og bestod kun af 2 rum. Det var bygget af ler-mursted og havde et bliktag som var bundet til en stor sten i hjørnerne, for at det ikke skulle blæse af. Toilet var lidt ved siden af huset; et lille hul i jorden, omringet af noget der engang har været mure, men nu kun er nogle få ruiner. Da vi kom, var moderen igang med at plukke en høne. Men der var virkelig ikke meget kød på den, så jeg undrede mig over, hvor mange mennesker den kunne række til, så lille og tynd den var. Det var dejligt at kunne hjælpe familien lidt, men underligt at komme kørende i en stor bil i en lille landsby, for at hjælpe én familie. Så det er ikke en holdbar løsning.
Heldigvis ser vi også solstrålehistorierne! Samme dag, lige efter vi havde besøgt familien, kørte vi hen til en lille skole for nogle af de fattigste børn. i skolen får de både tøj og mad, og de så bare så glade ud alle sammen! Det var rigtig dejligt at se! Dér blev der gjort et godt stykke arbejde!
Heldigvis ser vi også solstrålehistorierne! Samme dag, lige efter vi havde besøgt familien, kørte vi hen til en lille skole for nogle af de fattigste børn. i skolen får de både tøj og mad, og de så bare så glade ud alle sammen! Det var rigtig dejligt at se! Dér blev der gjort et godt stykke arbejde!
torsdag den 21. oktober 2010
Jeg er kun blevet lidt solbrændt :)
Begyndelsen:
Så er jeg kommet til det varme Afrika. Turen herned gik rigtig godt uden større problemer. Vi landede i Dar Es Salaam fredag morgen d. 1. oktober. Vi blev i Dar til lørdag. Tiden brugte vi til at sove lidt og til at udforske byen lidt. Det var utroligt spændende at opleve noget der er så anderledes end det vi kender til fra Danmark. Trafikken var meget kaotisk. Man bruger cykler til transport af ALT – der kan fx sagtens være ca. 20 bakker med 30 æg i hver på bagagebæreren… Kvinder går rundt og bærer alverdens forskellige ting på hovederne og i ”bybusserne”, daladala’erne som de hedder, bliver der proppet så mange mennesker ind, at man overvejer: gad vide om der er ilt nok til dem alle? En spændende by, men vi var trætte da det blev aften, for vi var mange nye indtryk rigere.
Kigoma:
Lørdag fløj vi videre til Kigoma. Vi fik tildelt plads nr. 26d og –f i flyet, men der var kun 14 rækker… Virkelig et meget lille fly, som også lå meget let i luften og hoppede derfor også temmelig meget. I Kigoma kom Just og pigerne og hentede os. Vi er blevet taget rigtig godt imod og føler os allerede som en del af familien. Vi er begyndt at undervise de 2 af pigerne. Har mødt en del andre missionærer. Hils på en sød kone, som kommer i kirken, som vi vil komme til at besøge mens vi er her. Hun snakker kun swahili og hendes mor kun stammesprog. Vi har også fået en del swahiliundervisnig, men det er virkelig et mærkeligt sprog, og når man ikke har sprogøre, er jeg tit ret lost…! Jeg har fundet ud af, at det er en god egenskab at kunne grine af sig selv. Når man fx står på markedet og skal købe lidt grøntsager, og de så begynder at sige noget andet, end det vi har lært… Om mandagen underviser vi nogle unge drenge i engelsk og spiller volley sammen med dem bagefter. Super god måde at møde jævnaldrene på.
På vores værelse har vi mange husdyr. Gekkoer (firben-lignende dyr), myg, kæmpe-edderkopper og en dag var der en død karkelak. Og vi behøver ikke spille musik, for et meget nærtliggende diskotek sørger for at vi hører alt det vi kunne tænke os – og meget mere til. For desværre spiller de fra kl. 6 om aftenen til kl. 3 om natten. Når diskoteket ikke spiller øver kirkens 2 kor, og ofte så højlydt at vi får glæde af bassen og skingre stemmer.
For fuld musik:
De unge, som vi underviser i engelsk, kommer hver lørdag til det, som svarer til IMU. Vi starter med nogle sange hver gang. Af instrumenter er der en guitar og en lille tromme, men med dét bliver der en hel lille lovsangsfest, for alle står og klapper og rokker med i takt til rytmen. Der er både børne- og ungdomssange og den swahiliske udgave af ”O store Gud”. Derefter er der et oplæg/diskussion. Lige nu handler det om Helligånden. Derefter er der mulighed for spørgsmål. De er oprigtig interesserede og spørger fordi de ønsker at blive klogere i deres tro. Ofte spørger de ind til noget, som de har læst i bibelen derhjemme, som de ikke forstår. Efter det forbereder de undervisning til en søndagsskole i en nabolandsby, hvor de tager hen hver søndag. De gennemgår en tekst og snakker om hvordan man formidler det til børn. Derefter bliver opgaverne fordelt. Nogle står for at samle børnene og byde dem velkommen. Andre står for sange, nogle for lege og andre for undervisningen.
Der kommer omkring 12 med hver søndag, så bilen bliver fyldt godt op, for der er plads til 12 og både Susanne, Kathrine og jeg skal også med. Turen starter med en bøn, og derefter kan man høre os langt væk for drengene synger lovsange af fuld hals. Én spiller tromme, resten klapper i hænderne. Super fed oplevelse!
Æresgæst:
I går var vi med til et 'KFS-møde' og som gæst (og hvid) får man hæderspladserne allerforrest i klassen, med ansigterne vendt ned mod hele salen. Det er underordnet, at man ikke har noget at sige, at man bare lytter med ligesom alle andre, men alligevel blev vi bedt om at blive udstildet foran ca. 60-70 secondery-shcool elever.
Ved stranden:
Der er også tid til afslapning og hygge. Den første weekend vi var her, sov vi telt med familien ved en nærliggende strand. Det var super hyggeligt og stranden ligner de billeder man ser i feriekataloger, dog tror jeg ikke, der plejer at være aber, som spiser madrester eller stjæler grydeskeer ved de typiske ferieparadiser…
Så er jeg kommet til det varme Afrika. Turen herned gik rigtig godt uden større problemer. Vi landede i Dar Es Salaam fredag morgen d. 1. oktober. Vi blev i Dar til lørdag. Tiden brugte vi til at sove lidt og til at udforske byen lidt. Det var utroligt spændende at opleve noget der er så anderledes end det vi kender til fra Danmark. Trafikken var meget kaotisk. Man bruger cykler til transport af ALT – der kan fx sagtens være ca. 20 bakker med 30 æg i hver på bagagebæreren… Kvinder går rundt og bærer alverdens forskellige ting på hovederne og i ”bybusserne”, daladala’erne som de hedder, bliver der proppet så mange mennesker ind, at man overvejer: gad vide om der er ilt nok til dem alle? En spændende by, men vi var trætte da det blev aften, for vi var mange nye indtryk rigere.
Kigoma:
Lørdag fløj vi videre til Kigoma. Vi fik tildelt plads nr. 26d og –f i flyet, men der var kun 14 rækker… Virkelig et meget lille fly, som også lå meget let i luften og hoppede derfor også temmelig meget. I Kigoma kom Just og pigerne og hentede os. Vi er blevet taget rigtig godt imod og føler os allerede som en del af familien. Vi er begyndt at undervise de 2 af pigerne. Har mødt en del andre missionærer. Hils på en sød kone, som kommer i kirken, som vi vil komme til at besøge mens vi er her. Hun snakker kun swahili og hendes mor kun stammesprog. Vi har også fået en del swahiliundervisnig, men det er virkelig et mærkeligt sprog, og når man ikke har sprogøre, er jeg tit ret lost…! Jeg har fundet ud af, at det er en god egenskab at kunne grine af sig selv. Når man fx står på markedet og skal købe lidt grøntsager, og de så begynder at sige noget andet, end det vi har lært… Om mandagen underviser vi nogle unge drenge i engelsk og spiller volley sammen med dem bagefter. Super god måde at møde jævnaldrene på.
På vores værelse har vi mange husdyr. Gekkoer (firben-lignende dyr), myg, kæmpe-edderkopper og en dag var der en død karkelak. Og vi behøver ikke spille musik, for et meget nærtliggende diskotek sørger for at vi hører alt det vi kunne tænke os – og meget mere til. For desværre spiller de fra kl. 6 om aftenen til kl. 3 om natten. Når diskoteket ikke spiller øver kirkens 2 kor, og ofte så højlydt at vi får glæde af bassen og skingre stemmer.
For fuld musik:
De unge, som vi underviser i engelsk, kommer hver lørdag til det, som svarer til IMU. Vi starter med nogle sange hver gang. Af instrumenter er der en guitar og en lille tromme, men med dét bliver der en hel lille lovsangsfest, for alle står og klapper og rokker med i takt til rytmen. Der er både børne- og ungdomssange og den swahiliske udgave af ”O store Gud”. Derefter er der et oplæg/diskussion. Lige nu handler det om Helligånden. Derefter er der mulighed for spørgsmål. De er oprigtig interesserede og spørger fordi de ønsker at blive klogere i deres tro. Ofte spørger de ind til noget, som de har læst i bibelen derhjemme, som de ikke forstår. Efter det forbereder de undervisning til en søndagsskole i en nabolandsby, hvor de tager hen hver søndag. De gennemgår en tekst og snakker om hvordan man formidler det til børn. Derefter bliver opgaverne fordelt. Nogle står for at samle børnene og byde dem velkommen. Andre står for sange, nogle for lege og andre for undervisningen.
Der kommer omkring 12 med hver søndag, så bilen bliver fyldt godt op, for der er plads til 12 og både Susanne, Kathrine og jeg skal også med. Turen starter med en bøn, og derefter kan man høre os langt væk for drengene synger lovsange af fuld hals. Én spiller tromme, resten klapper i hænderne. Super fed oplevelse!
Æresgæst:
I går var vi med til et 'KFS-møde' og som gæst (og hvid) får man hæderspladserne allerforrest i klassen, med ansigterne vendt ned mod hele salen. Det er underordnet, at man ikke har noget at sige, at man bare lytter med ligesom alle andre, men alligevel blev vi bedt om at blive udstildet foran ca. 60-70 secondery-shcool elever.
Ved stranden:
Der er også tid til afslapning og hygge. Den første weekend vi var her, sov vi telt med familien ved en nærliggende strand. Det var super hyggeligt og stranden ligner de billeder man ser i feriekataloger, dog tror jeg ikke, der plejer at være aber, som spiser madrester eller stjæler grydeskeer ved de typiske ferieparadiser…
mandag den 27. september 2010
Dagen før dagen før...
Tanzania nærmer sig nu med meget kraftige skridt! Jeg er ved at ha' sagt farvel til alt det velkendte her hjemme. Er så småt begyndt at pakke og jeg prøver ihærdigt at indstille mit hoved til, at jeg om kun 4 dage er i Tanzania. Men jeg tror først det går rigtig op for mig, når Kathrine og jeg lige pludselig er de eneste hvide, et sted hvor ingen kan snakke dansk. Og jeg bliver helt sikkert nødt til vende mig til, at maden, trafikken, dyrene og temperaturene er helt helt anderledes.
Men jeg glæder mig! Det er helt sikkert! Jeg er ikke sikker på hvilke udfordringer jeg vil komme til at møde, men jeg må tage det som det kommer!
Jeg skal prøve at opdatere min blog jævnligt, men hvor tit det bliver, ved jeg ikke...?
Tutaona na! (Vi ses - jeg er allerede ved at lidt swahili)
Men jeg glæder mig! Det er helt sikkert! Jeg er ikke sikker på hvilke udfordringer jeg vil komme til at møde, men jeg må tage det som det kommer!
Jeg skal prøve at opdatere min blog jævnligt, men hvor tit det bliver, ved jeg ikke...?
Tutaona na! (Vi ses - jeg er allerede ved at lidt swahili)
fredag den 6. august 2010
Tanzania - I'm coming soon
Tiden nærmer sig, til jeg tager afsted til det varme Afrika. Forventningens glæde er stor, men samtidig er der efterhånden kommet mange spekulationer frem om, hvordan jeg nogensinde skal kunne klare mig i et land meget anderledes end det trygge Danmark.
Lige nu befinder jeg mig på Diakon Højskolen i Århus sammen med 23 andre kommende og spændte volontører. Vi skal i løbet af de næste 2 måneder sendes ud til Indien, Nigeria, Israel eller Tanzania. Vi får en masse information proppet i hovedet, bl.a. om mødet med en fremmed kultur, forskellige sygdomme og hører tidligere volontøres erfaringer. Det er altsammen meget spændende - men rarest er det dog at møde de andre volontører, der skal til Tanzania.
Forventningen stiger og spekulationerne bliver mindre i takt med, at der kommer flere og flere svar på alverdens spørgsmål.
Nu nyder jeg tiden i det trygge Danmark, og må hellere til at få styr på de sidste ting inden d. 30. september, hvor flyet letter mod en fremmed, ukendt, spændende og en helt sikkert meget lærerrig verden.
Lige nu befinder jeg mig på Diakon Højskolen i Århus sammen med 23 andre kommende og spændte volontører. Vi skal i løbet af de næste 2 måneder sendes ud til Indien, Nigeria, Israel eller Tanzania. Vi får en masse information proppet i hovedet, bl.a. om mødet med en fremmed kultur, forskellige sygdomme og hører tidligere volontøres erfaringer. Det er altsammen meget spændende - men rarest er det dog at møde de andre volontører, der skal til Tanzania.
Forventningen stiger og spekulationerne bliver mindre i takt med, at der kommer flere og flere svar på alverdens spørgsmål.
Nu nyder jeg tiden i det trygge Danmark, og må hellere til at få styr på de sidste ting inden d. 30. september, hvor flyet letter mod en fremmed, ukendt, spændende og en helt sikkert meget lærerrig verden.
Abonner på:
Opslag (Atom)