tirsdag den 23. november 2010

Reach-out

Lørdag d. 20. november havde vi et reach-out projekt med ungdomsgruppen. Hver lørdag mødes nogle unge drenge for at holde bibeltime, men denne gang gik de ikke hjem bagefter, men blev og spiste, og delte sig derefter i 3 grupper for at hjælpe forskellige steder i byen. Nogle tog hen på hospitalet for at gøre rent og snakke med patienter. Nogle tog hen på et børnehjem for at holde en andagt og lege med børnene. Andre igen tog ud for at hjælpe nogle fattige familier. Dagen blev sluttet af med underholdning, aftensmad, ”Passion of the Christ” og til sidst fik de alle en bibel i gave, som tak for dagens arbejde.

Det var rigtig dejligt at se drengens iver og glæde for at fortælle om Jesus og for at gøre noget konkret for andre. For mange af dem vi mødte, var det meget uvant at modtage gratis hjælp, så de blev meget rørte og glade for tilbuddet.

For mig var det en meget speciel oplevelse at gå rundt i de små gader blandt de fattige familier. Det hele er så meget anderledes, end jeg er vant til fra Danmark. Husene er små og lavet af lermursten. Flere steder gik der geder og mange høns rundt. Vejene er jordveje, med store huller, som er fyldt med vand (det er regntid nu). Det hele så temmelig fattigt ud, men når jeg mødte menneskerne, var de glade alligevel og det var skønt at se deres fællesskab med hinanden. Så på trods af usselheden, så det faktisk rigtig hyggeligt ud.

Maden

Jeg har nævnt lidt om min ugali-debut. Men den dag smagte jeg det bare. Dagen med reach-out var ugali vores middagsmad. Heldigvis sammen med bønner, så jeg slap for fiskene. Jeg var nervøs for det, men det smagte faktisk rigtig godt! Jeg blev temmelig overrasket, for jeg havde ikke troet jeg kunne lide det. Også til aftensmad fik vi tanzaniansk mad. En ris-ret med kartofler i og en slags sammenkogt sovs til. Også denne ret var jeg nervøs for, for den beskrivelse vi havde fået var ikke så indbydende. Men igen blev mine ængstelser gjort til skamme. Der var noget i risen, som gjorde den rigtig lækker og kødsovsen var virkelig virkelig god! Så en rigtig god maddag!

søndag den 21. november 2010

Ugali og fletninger

Hver onsdag besøger vi en lokal kvinde fra kirken. Da vi besøgte hende i onsdags prøvede vi for første at smage ugali, Tanzanias nationalspise. Det består af vand og majsmel og minder lidt om en tyk, kogt meljævning. Det smager egentlig ikke af så meget, men man spiser det sammen med nogle små fisk, som jeg absolut ikke havde mod på at prøve. De skal nemlig spises hele, med skæl, hoved, øjne - alting! Vi fik lidt af sovsen derfra, og det var fisk nok for mig i første omgang.
Efter besøget gik vi hen til en saloon på det lokale marked, hvor jeg fik lavet afrikafletninger :)
Dog har jeg meget glat og temmelig langt hår, hvilket er meget anderledes end afrikansk hår, så det var vist ikke så nemt for dem at lave det. Det sad meget løst og det så desværre ret sjusket ud, så lørdag morgen tog jeg det ud igen. Men det havde kun kostet 12 kr. at få det lavet, så jeg behøver heldigvis ikke tænke på en spildt dyr frisør regning. Men oplevelsen var sjov! Jeg sad på gulvet og fik vendt og drejet hovedet som det passede frisøren bedst og hun hev i alle mine hår, både store og små.