Nærmest berømt

Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til at blive råbt efter, når jeg går ude. Alle steder vi er, er der altid nogle, som råber mzungu (hvid/fremmed) efter os. Nogle dage er det virkelig belastende, og jeg har lyst til at råbe noget tilbage, men andre dage er det faktisk ret underholdende! Jeg føler, jeg får et lille indblik i, hvordan det må være at være berømt. Der er meget opmærksomhed på kendte mennesker, og alle vil gerne være venner med dem – sådan er det også nogle gange med os… og der kan også være fordele ved det. Fx har vi 2 gange fået en gratis tur med en daladala (bybusserne) – bare fordi vi er hvide piger. En gang kørte vi med en skolebus fyldt med highschool drenge, som kun stoppede for os, den lukkede døren for næsen af en gammel mand, og holdte ikke ved andre stop for at flere mennesker kunne komme på. Jeg må hellere prøve at nyde at være ’kendt’, så længe det varer, men jeg tvivler på, jeg kommer til at savne det, når jeg kommer hjem.

Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af…

Nogen gange sker det, at man helst bare vil lukke øjnene og glemme hvad man har set. For hvad man ikke ved, har man som bekendt ikke ondt af. En dag var vi på markedet for at købe diverse grøntsager (tænkt, at man kan købe friskhøstet grøntsager midt i januar måned  ). Men pludselig sagde Kathrine, at hun så en stor frø hoppe rundt… puha… gad vide hvad levnedsmiddelkontrollen vil sige til det? Lidt efter så jeg selv noget forholdsvist stort med en hale løbe ind under en af boderne… jeg er ikke sikker på om det var en mus, eller noget større. Men uanset hvad fremmer det ikke muligheden for at få tildelt den store smiely! Men eftersom, at min mad kommer fra det marked, mens jeg er her i Kigoma, så vælger jeg at tro, at disse 2 dyr vi så, er nogle, som ved en fejl, havde forvildet sig ind på markedet, og at det selvfølgelig ikke er almindeligt… 


Nu skal det ikke lyde som om, vi får dårlig mad! Det er absolut ikke meningen med dette indlæg! Tværtimod er jeg faktisk blevet meget positivt overrasket over maden! Vi får dejlige, friske grøntsager hver dag – som er godt renset . Og vi får velkendt mad som frikadeller eller pizza, og hver søndag har vi tradition for at få pandekager!

Med ud i missionsMARKEN

Just har et projekt, hvor han hjælper nogle evangelister ved at give lidt såsæd til majs og noget gødning. Det er et rigtig godt projekt, hvor de får noget konkret og brugbart, men hvor de også selv må gøre noget for at få et godt udbytte. Samtidig får de undervisning i, hvordan man dyrker landbrug på en bæredygtig måde. I dag var vi ude på markvandring for at se en af markerne. Men vejen dertil var i den grad en oplevelse for sig selv! Vi skulle nemlig gå (temmelig lodret) op ad et bjerg, for marken ligger på toppen af et af Kigomas mange bjerge. Den første strækning var egentlig okay. Jeg kunne mærke, jeg er ude af træning med at gå så meget, men det var ikke så stejlt. Dog var vi nødt til at småløbe lidt, for både evangelisten og Just stormede i fuld fart fremad… På et tidspunkt kom vi til et sted, hvor det ikke længere var behageligt fladt, men vejen gik nærmest lodret op. Igen stormede evangelisten frem, han er jo vant til turen, men jeg måtte tage det lidt mere med ro. Men jeg kom op, og wow en flot udsigt deroppefra! Bilen, som var parkeret ved foden af bjerget, så meget lille ud, og vi kunne se langt ud over de grønne bjerge.


Majsene, som var målet for den lange bjergvandring, var rigtig fine! Nu er jeg ikke ekspert i landbrug, men de var høje og flotte mørkegrønne, hvilket jeg tyder som noget meget positivt. Ved siden af var en anden mark, som ikke var blevet gødet. Majsene var ca. lige høje, men helt lysegule og nogle helt visnede. Kontrasten var virkelig stor. Det var rigtig dejligt at se, at det arbejde der bliver lavet hernede, bærer god frugt med sig og skaber udvikling :)

Safari

Nytårs morgen tog jeg af sted på en 3 dages safari. Vi var 5 BDM volontører som fulgtes ad. Det var virkelig en god tur! – Hvordan skal jeg på nogen måde kunne beskrive det? Vi så meget forskellig natur, nogle steder var der var tørt med rød jord, andre steder frodig grønt med friske vandløb. Vi kørte gennem skove og på savanne. Nogle områder var store flade sletter, andre gange var der høje bjerge. Himlen var fantastisk lyseblå, nogle steder var der strøget enkelte lammeskyer, som en slags pynt på toppen af en lagkage. Hvis der ikke havde været nogle dyr at se, havde naturen i sig selv været det hele værd! Men der var dyr! Vi så tusindvis af zebraer, som græssede over et kæmpe areal. Vi så gnuer, bøfler, bavianer, flodheste, krokodiller, løver, giraffer, elefanter, flamingoer, antiloper og gazeller. Og derudover så vi både en leopard, gepard og et næsehorn, selvom det ikke er ofte man ser de 3 dyr. Vi har været meget privilegerede, og jeg er blevet mange oplevelser rigere!


Jeg vil gerne skrive om hele turen, men jeg vælger bare lige nogle få episoder: den anden dag vi var af sted, sagde en af pigerne, at hun gerne ville se nogle flere elefanter. Og 2 minutter efter var vi midt inde i en stor elefantflok med omkring 80 elefanter. Der var både nogle store og gamle og nogle helt små unger, som digede ved moderen. Der var nogle som brølede, nogle som kløede sig op af træerne. Det var et imponerende syn at se disse kæmpe dyr gå rundt og græsse, og at de var så tæt på os.

Den tredje dag så vi 3 løver, som lå tæt ved vejen. En hun løve lagde sig tæt op af bilen lige foran os. Vi var lidt misundelige, men kort efter kom der en han løve hen og lagde sig i skyggen af vores bil! Det var ret vildt at være kun 20 cm fra en løve, som går rundt i sine naturlige omgivelser!

Også den tredje dag oplever vi en ørn helt tæt på. Vi sidder og spiser vores middagsmad, men pludselig dykker der en ørn ned efter vores mad. Den rammer Kathrines hånd og slår hendes brød ud af hånden. Men det er vores kylling den går efter, så den kommer flere gange dykkende ned over hovederne på os. Det er en flot fugl, og sjovt at se den så tæt på – men ifølge Kathrine kunne den vist trænge til at få klippet negle…

Julen

Onsdag d. 22/12 kørte vi af sted mod Mwanza, som ligger i den sydlige del af Victoriasøen. Der har vi holdt jul med en anden dansk familie. Juleaften var vi 10 danskere og 3 tanzanske medarbejdere. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad de synes om den danske jul. Vi havde et juletræ; det var ca. 40 cm højt og lavet af plastik. Det blev sat op på et lille bord, hvor gaverne lå under, og så dansede vi ellers rundt om det. Maden var meget traditionel dansk, og netop derfor er det værd at skrive om! Juleaften fik vi and, kalkun, hvide-, brune- og franskekartofler og rødkål og til dessert (selvfølgelig)ris ala mende med kirsebærsovs (og jeg fik mandelgaven J). Juledag fik vi dansk julefrokost med rugbrød(!) og omkring 7 forskellige slags pålæg! Julemad smager altid godt, men i år har det været noget helt særligt, fordi det er så længe siden jeg har fået rigtig traditionel dansk mad.

Tur til Kipili

Liemba:

Liemba er en meget gammel båd, som sejler på Tanganikasøen som en fragtbåd. Den har været sunket en enkelt gang, men kun for at tyskerne ikke kunne få fat i den. Meget af inventaret på båden kommer fra Danmark, også motoren, hvilket jeg synes er ret sjovt! Vi sejlede med Liemba til Kipili, en tur på godt 30 timer. Det var en rigtig flot tur! Vi havde sjældent mobilsignal, så vi var afskåret fra verdenen og havde rig mulighed for at nyde Guds fantastiske natur i stille og rolige omgivelser! Udsigten var om dagen bjerglandskab med små landsbyer ind i mellem, samt solen der dansede i vandet. Om aftenen og natten så vi den smukkeste solnedgang efterfulgt af en flot flot stjernehimmel!

Jeg havde frygtet hvordan vi skulle komme af skibet. For i Kigoma er der en havn, det er der ikke i Kipili, så der måtte vi hoppe ned i nogle små både, som lagde til ved siden af Liemba. Der var en dør i siden af skibet, og derfra skulle vi hoppe knap 1 m ned i en lille gyngede båd, hvor 2 af volontørerne fra Kipili tog imod os.



Kipili:

Vi blev taget godt imod i Kipili af missionæren Knud og de andre volontører. Vi blev vist rundt i Kipili ”city”. – Det tager ca. 10 min at gå fra den ene ende af byen til den anden… Der er omkring 200 huse, de fleste af dem meget små, men jeg er overbevist om, at der bor børn i dem alle, for der var mange børn overalt på gaderne. Nogle rigtig søde børn! Vi så den lille kirke, som ligger på det højeste sted i byen, vi så cheke chea, som er et før-skole projekt, hvor volontørerne arbejder. Vi så en gammel katolsk kirke og vi var et smut på stranden. Og med ’smut’ mener jeg; 5 km bjergvandring på en smal sti med enten løse sten eller græs i hovedhøjde. Men stranden og vandet var dejligt, så det var absolut det hele værd.



Hjemturen:

Vi sejlede med Liemba hjem igen. Denne gang var der desværre temmelig mange passager med, så der var ikke så meget frirum, i forhold til den første tur. Men vi fandt et dejligt sted på det øverste dæk, hvor vi kunne sidde for os selv. Vi var spændte på hvornår vi ville være fremme i Kigoma. Jeg havde regnet med omkring kl. 23-00 om aftenen mandag d. 20/12. Men en ansat sagde, vi ville være fremme allerede kl. 20 – dejligt! Vi kunne dog ikke komme i havn før tirsdag morgen kl. 8… For Kigoma er den sidste havn, og der skal alle passager tjekkes af nogle immigrationsmennesker, som ikke arbejder om aftenen. Derfor lagde vi anker ca. 2 km fra havnen og alle 600 passager + personale om bord på skibet måtte pænt vente 12 timer på at komme i havn. En ærgerlig afslutning på en ellers rigtig god tur.