Afsked

Tiden som volontør er ved at rinde ud! Fra fredag d. 1. april er jeg kun i Tanzania som en turist, der rejser rundt i landet for at opleve de forskellige turistattraktioner. Og det betyder afsked med mit dejlige hjem her i Kigoma, afsked med alle de mennesker jeg er lært at kende og afsked med de forskellige gøremål i hverdagen. Især vil jeg mindes afskeden i Simbo, hvor vi holder børneklub hver søndag, med særlig vemod! Da børnene fik at vide, at de skulle sige farvel til mig og Kathrine, kom de stormende hen til os, og pludselig havde vi hver 20 børn ved hver hånd! Det var meget overvældende! Der er mange andre ting jeg må sige farvel til også, men jeg føler mig meget heldig, at jeg kan tænke tilbage med glæde på mange dejlige minder.


Farvel Kigoma… nu venter 3 uger med rundrejse som afslutning på mit Tanzania ophold.

KFS

En dag var jeg med ude på en skole, hvor der var et slags KFS møde. Jeg var helt imponeret over, hvor meget sang fylder for dem. De sang mange sange, alle sammen med fede rytmer og dans. De havde ingen instrumenter, men de kunne klappe nogle rytmer, så hurtige og forskellig fra hvad jeg er vant til, at jeg koncentrerede mig meget for at prøve at følge dem. – jeg var nødt til at give op… Lidt efter bad de os om at synge nogle sange på engelsk. Vi var omkring 8-10, der sang, men vi stod alle stille og vi klappede ikke engang, så det må virkelig ha været kedeligt for tilhørerne?!


Jeg fik lejlighed til at snakke med en secondary school elev. Han sagde, at på hans skole går der omkring 1000 elever, og der er kun 5 lærere. Dvs. at der er 200 elever i hver klasse. Og han sagde, der kun er stole til halvdelen… Og vi klager over klasser med 30 elever hjemme i Danmark…

Regn

Når det regner i Tanzania, så regner det! Det er lige før man bliver gennemblødt, bare man tænker på at gå ud… Men som regel varer det kun omkring 2 timer. Derefter er der somme tider småregn i 1 time eller 2, men ellers det klarer op. Så det er heldigvis aldrig heldagsregn, som det ofte er i Danmark. Men det er nu meget godt, at det ikke regner en hel dag, for alting stopper når der regner! Butikker har lukket, aftaler bliver udskudt osv. Det er lidt svært at forholde sig til, når jeg er vant til, at hvis det regner; så må man blive våd, for man skal jo i skole, på arbejde, have handlet osv. Men her må man ofte vente i lang tid på, at mennesker dukker op.


Men det er ikke kun i forhold til menneskers aktivitet, at regnen spiller ind. Den er også destruktiv på andre måder. Den ødelægger nemlig veje. Mange jordveje, som ikke var specielt gode for ½ år siden, er nu blevet noget vanskeligere at køre på. Mange veje består kun af huller, bumper og sten. Men det giver sådan en dejlig udfordring for chaufføren, og hvis man er træt, er man sikker på at vågne på disse veje 

Ikke noget vand??

Hjemme er vi vant til, der kommer vand ud af vandhanen. Vi er så forvente og forkælede derhjemme… det kan man nemlig ikke være helt sikker på her. I øjeblikket var vi en spand med regnvand på vores badeværelse, hvor vi kan tage lidt vand fra til at vaske hænder i, for vandet i vandtanken på huset tag er nemlig tom – for anden gang inden for 1 måned. Men det må man jo bare tage med.

Vores lokale bager

Hvad gør man, når man får lyst til lidt lækkert? Lyst til at forkæle ganen med en kage fx? For der er jo ikke lige en bager på hjørnet, hvor man kan købe en kanelsnegl eller andet godt. Vi har gjort en del i at bage selv. (Vi har fx lige bagt pebernødder – lidt uden for sæson, men der er jo alligevel så meget andet, der er lidt mærkeligt hernede…) Men vi har fundet nogle damer, som vi så småt er ved at blive stamkunder hos. De sælger nogle kager, som hedder mandasier. Den bedste sammenligning, jeg kan give, er, at de minder lidt om en friturestegt bolle. Det er ikke kanelsnegle, men de smager rigtig godt. Og hvis man så spiser dem sammen med en kop varm kakao, så kan det snart ikke blive bedre! Så føler ganen sig forkælet og glad!

Hårklipning

Vi har en besøgsven, Agnes, en kvinde fra kirken, som bor sammen med sin gamle mor og sin niece på omkring 10 år. En dag vi var hjemme at besøge hende, var det tid til en klipning af niecen. Jeg blev temmelig overrasket over måden det foregik på. Agnes sad på gulvet med en stor opvaskebalje med lidt vand og sæde i på skødet. Niecen satte sig på hug med hovedet ind over baljen. Agnes fandt så et barberblad frem, kom vand og sæbe i niecens hår, og begyndte så at skrabe alt håret af! Jeg var temmelig målløs over situationen. Det er vist de færreste 10-årige piger derhjemme, som bliver raget skallede når de skal klippes… Men det er meget normalt hernede. Det er svært at få langt hår, og hvis man prøver, er det svært at holde, så ca. 98 % af alle de børn jeg har set hernede, har ikke noget eller kun lidt hår

Nærmest berømt

Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til at blive råbt efter, når jeg går ude. Alle steder vi er, er der altid nogle, som råber mzungu (hvid/fremmed) efter os. Nogle dage er det virkelig belastende, og jeg har lyst til at råbe noget tilbage, men andre dage er det faktisk ret underholdende! Jeg føler, jeg får et lille indblik i, hvordan det må være at være berømt. Der er meget opmærksomhed på kendte mennesker, og alle vil gerne være venner med dem – sådan er det også nogle gange med os… og der kan også være fordele ved det. Fx har vi 2 gange fået en gratis tur med en daladala (bybusserne) – bare fordi vi er hvide piger. En gang kørte vi med en skolebus fyldt med highschool drenge, som kun stoppede for os, den lukkede døren for næsen af en gammel mand, og holdte ikke ved andre stop for at flere mennesker kunne komme på. Jeg må hellere prøve at nyde at være ’kendt’, så længe det varer, men jeg tvivler på, jeg kommer til at savne det, når jeg kommer hjem.